Med Maos død og opgøret med kulturrevolutionen i Kina smuldrede grundlaget for de europæiske maoistpartier. Omkring 1980 fremstod deres politik i vid udstrækning som fejlslagen. Morgenrøden udeblev. Det spores også i Solstads forfatterskab. 1970’ernes særlige kulturrevolutionære politiske praksis spiller stadig en central rolle som stof for Solstads romaner i 80’erne. Men nu afløses den skarpe politiske tone af satire og ironi. Forfatterskabet går ind i en ny fase, der har afklaring og selvopgør på dagsordenen.
”Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land” (1982, da. 1983) er titelpersonens rapport om det liv, der førte ham frem til og ind i det maoistiske parti. Det er en skånselsløs og utrolig morsom bekendelsesroman, hvis fiktion er meget tæt på de faktiske historiske begivenheder i sin udlevering af partiets ufattelige selvovervurdering og konsekvente virkelighedsforvrængning. Og det er en hudløs beretning om, hvor langt man kan gå i revolutionens hellige navn. Under parolen ’rejs dristigt masserne’ opgiver nogen endda deres akademiske erhverv for som ufaglærte arbejdere at agitere for klassekampen og den rette politiske lære på fabriksgulvet.
Selvkritikken blev af mange kritikere opfattet som et opgør med partiet, men de overså, at ikke alene forblev Solstad medlem, han udgav også den norske udgave af romanen på partiets forlag.
I sin næste bog, ”Forsøg på at beskrive det uigennemtrængelige” (1984, da. 1986), understreger han denne position. Han optræder selv særdeles bombastisk som person i romanens indledningskapitel, hvor han bliver rasende på en gammel skolekammerat, der roser ham for i ”Gymnasielærer Pedersen” at være kommet til fornuft. Romanen handler i øvrigt om denne socialdemokratiske kammerats forsøg på at mænge sig med proletariatet. Hos Solstad kan der næppe komme noget godt ud af den konstellation. Den fører da også til død og ulykke og til afsløring af modsætningen mellem politiske drømme og selvforståelse, hos en af de politiske magthavere.
I romanen ”Brudgom” (1987, da udg. 1988) tager Solstad tråden fra ”Gymnasielærer Pedersen…” op igen, men tættere på det personlige og i øvrigt også med endnu klarere selvbiografiske træk. Hovedpersonen Fjord starter som journalist på en lille socialdemokratisk avis i Lillehammer i begyndelsen af 1960’erne. Senere studerer han historie og bliver gymnasielærer. Og han tager det skridt, som Pedersen viger tilbage for: han bliver ufaglært papirarbejder og agitator for klassekampen. Senere bliver han arbejdsløs, så historielærer igen, men nu på løsarbejdervilkår.
Romanens titel refererer til, at Fjord i romanen bliver gift ikke mindre end tre gange. Dybest set tematiserer romanen, som de to foregående, den intellektuelles isolation og længsel efter folket. Fjords formælinger har tydeligt karakter af alliancer, der skal stille denne længsel. Utroligt morsom er beskrivelsen af det mislykkede ægteskab med en professordatter, mens selvironien fejrer triumfer i den tilsyneladende idylliske slutning, hvor Fjord faktisk ender i folkets favn, men i en position, som tidligere i forfatterskabet er hudflettet: med en græsslåmaskine i rækkehushaven! Skulle oprøreren være faldet til patten? Næppe. Der må komme mere. Fra samme kant. Eller en anden!