For snart 500 år siden sad den danske astronom Tycho Brahe på øen Hven i Øresund og forsøgte at hitte rede på de mange legemer på himmelen. Det var et møjsommeligt og koldt nattearbejde, og vi med på en kigger via Brahes assistenters dagbogsnotater i Harald Voetmanns roman ”Alt under månen” fra 2014.
Mens ”Vågen” tog læserne med til antikkens Rom, er ”Alt under månen” en tur ind i den danske renæssances verdensbillede og sprog. Der citeres (som angivet i en note i bogens begyndelse) fra Meteorologiske Dagbog, som førtes af Tycho Brahes skiftende assistenter fra 1582-97. Det er i assistenternes beretning et ganske væmmeligt Hven, som bliver fremmalet. Der er evig tåge, og det er modbydeligt koldt på observatoriet Stjerneborg (et supplement til Uranienborg), hvor overdrevent alkoholindtag suppleres af udsplattet opkast og flyvende sæd.
51061179
Assistenternes dagbogsnotater afbrydes af Brahes egne fiktive breve til hans tvillingebror, som angiveligt døde under graviditeten. Tycho Brahe har alligevel et helt fortroligt forhold til broderen: ”Jeg kan tale med dig, som jeg ikke kan tale med nogen blandt vore levende søskende. Vi lå sammen i moders liv, og jeg tænker, at intet i mig kan være skjult for dig.” (s. 32). I sætningen anslås et hos Harald Voetmann velkendt tema om, at vi bliver forbundet af de væsker, som vi i dag har tabuiseret og gemmer væk i hygiejnens navn.
Som i sine øvrige romaner er mennesket og væsken et hovedtema. Overalt skvulper mennesket over med blod, snot og pis. Her drages en tematisk forbindelse til antikken og romanen ”Vågen” med ideen om kardinalvæskerne, som dominerede forståelsen af kroppen indtil 1800-tallet. De fire legemsvæsker blod, slim, gul galde og sort galde skulle holdes i balance, og skete det ikke, resulterede det i sygdom.
”Alt under månen” er en syret udgave af Voetmanns væsketema, som i denne udgave foregår på Tycho Brahes renæssance-Hven.