Harald Voetmanns novellesamling ”En alt andet end proper tilstand” fra 2008 var hans første udgivelse på storforlaget Gyldendal, som han havde indgået aftale med efter den meget roste ”Teutoburger”. De 21 formelt meget varierede noveller kredser alle om et bestemt tema: Isolation og afstand mellem mennesker. Bogen indledes af to historier om den 55-årige Kühleborn, en grå funktionærtype, som hverken kan finde ud af at komme i kontakt med arbejderne på talgsmelteriet, hvor han arbejder, eller den fikse dame i busskuret. Derfor trækker han sig ind i sig selv og betragter i ly for vejret med fryd børnene, som får ødelagt deres fastelavn af silende regn.
27127622
Sådan er det også i den (tilsyneladende) selvbiografiske ”Hvalp-væk-fra-tæve-forsøget (del 1)”, hvor en jeg-fortæller med samme navn som forfatteren ser tilbage på en ungdom, hvor han som den eneste kunne se sit eget potentiale i sit uvaskede ydre, som han er holdt op med at vaske efter moderens død. Sådan gennemgår novellen forskellige former for isolation: F.eks. gennemgås et forsøg, hvor man avler en minkhvalp i en rugekasse og erfarer, at den instinktivt piber af savn efter moderen på trods af, at hun ikke eksisterer.
I den pludrende tekst, hvor ”tricket må være ikke at huske alt for meget, alt for grundigt” (side 48), tematiseres også den tidslige afstand, man som tilbageskuende fortæller/forfatter må slå sig til tåls med: erindringens begrænsede evne til at gengive det skete korrekt.
Afslutningsvist udstilles fortællerens desperate ønske om kontakt i en fantasi om at blive udsat for bombeterror i metroen for på den måde at overskride grænsen mellem sig selv og de andre. I eksplosionens ødelæggelse vil de isolerede kroppe blive forenet, og alle vil, grimme som smukke, kunne forenes i blodig samhørighed.
”En alt andet end proper tilstand” er en refleksion over isolationen, hvor de ensomme figurer desperat søger kontakt til en sådan grad, at terrorbomben bliver et ønske.