Vågen

Citat
”Jeg selv er som et grumset spejl, spærret inde i et ansigt, der nu er spærret inde i et grumset spejl. Men så længe der er åbninger mod verden er der håb. Mit værste genkommende mareridt siden barndommen: Mit ansigt er effektivt forseglet af kødet og har ingen åbninger ud mod verden.”
Harald Voetmann: ”Vågen”, s. 68.

Harald Voetmanns første roman ”Vågen” tager udgangspunkt i den romerske naturhistoriker og krigsveteran Plinius den Ældre, som levede i det første århundrede efter Kristi Fødsel. Voetmann oversatte i 2008 dele af Plinius den Ældres store værk Naturalis Historia under titlen ”Om mennesker og dyr” og vendte i 2010 med ”Vågen” tilbage til naturhistorikeren og hans tid.

Romanen består af citater fra Plinius' værk, taler af Plinius den Ældre samt kommentarer og breve af Plinius' nevø, Plinius den Yngre. Endelig kommer også Plinius den Ældres diktatslave Diokles på banen i en række passager, mens enkelte scener beskrives af en tredjepersonsfortæller.   

Umiddelbart lyder det som et noget gammelklogt udgangspunkt for en roman, men ”Vågen” er ikke et indblik i antikkens ophøjede sjæleliv. Væsker vælter ud ad alle kropsåbninger, mens liderlighed og blodtørst sætter dagsordenen i en romersk hverdag, som synes mere styret af drift end fornuft.

28204671

At man umuligt kan undslippe kroppens banale safter understreges igen og igen: Publikum i teatret vil se blod, slaverne pines og alle synes først og fremmest optaget af at få noget på den dumme. Plinius mener, at ”geden er en skamløs forening af tåbelige kræfter,” og understeger derefter, at ”der findes intet i vores verden, som ikke er blandet med en dråbe gedeblod” (side 126). 

Naturhistorikeren Plinius forsøger at beskrive og forstå den mærkelige verden, som omgiver ham, men naturen ender alligevel med at få skovlen under ham, da han omkommer under arbejdet med at undersøge Vesuvs vulkanudbrud i år 79. Naturen kan ingen besejre, og det er måske meget godt, for alle kropsåbningers dampende uddunstninger er netop det, som forener os alle på trods af afskyen for dem. Alternativet er isolation.

”Vågen” beskriver en verden, hvor menneskelige drifter i al deres kropslighed og brutalitet endnu ikke er tabu. Derfor er ”Vågen” også en kommentar til nutidens krav om at tøjle vores lyster. Nypuritanere, dyreaktivister og helsefreaks ville ikke overleve en dag i Voetmanns dekadente udgave af Romerriget.