Genrer og tematikker

Harald Voetmann dyrkede i begyndelsen af sit forfatterskab en kortprosaform, som var meget benyttet blandt yngre forfattere i tiden omkring år 2000. I kortprosaen føres læseren ind i et ordknapt og svært gennemskueligt litterært rum, som er åbent for mange forskellige tolkninger.
Siden er Voetmann gået over til romanformen og noveller af mere traditionel længde og udformning. I den historiske roman ”Vågen” mimer Voetmann også den antikke tragedie, hvor forskellige stemmer kommer på banen, og hvor Plinius den Yngres kommentarer til den ældre Plinius' passager nærmest tjener som et tragediedramas korstemme. Desuden er der noget, som minder om en prolog, noget man også kan finde i den gamle, græske tragedie.
Rent indholdsmæssigt står kampen mellem vores dyriske og civiliserede sider centralt hos Harald Voetmann. Denne konflikt er især tydelig i ”Vågen”, hvor Plinius den Ældre forsøger at tæmme og forstå en verden, som vælter i liderlighed og kropsvæsker. Alligevel synes pointen at være, at den barske natur altid vil være med, ligegyldigt hvor civiliserede vi tilsyneladende bliver. Det er netop vores dyriske sider, i ”Vågen” illustreret ved kropsvæsker og kropsåbninger, der bringer os sammen som mennesker. Kropsåbninger tjener som en art forbindelseskanaler mellem, hvad der ellers ville være afsondrede enkeltindivider.
Voetmann kredser også om isolationen, hvor hans grå, gammelkloge personer ikke kan komme igennem til en omverden samtidig med, at de føler en mild afsky for alle de simple hverdagsmennesker, de støder på. I ”Alt andet end en proper tilstand” er isolationen tyk for de kloge, men sky figurer. Desperationen trænger sig på hos de ensomme typer, der endda kan finde på at drømme om den fatale selvmordsbombe i metroen, så folk kan blive forenet i blod og kød. I ”Vågen” kommer svaret på denne afsondrethed med et udtalt fokus på kroppens åbninger, da mennesker netop forbindes, når de springer læk.