Harald Voetmann tilhører en generation af forfattere, som gik på Forfatterskolen i slutningen af halvfemserne og debuterede omkring årtusindskiftet. Blandt de mest fremtrædende blandt disse er Lars Frost, der ligesom Harald Voetmann (især i forfatterskabets begyndelse) har skabt en fabulerende prosa, hvis udgangspunkt og rum kan være svært at bestemme. Det samme gælder en anden af generationens repræsentanter, Rene Jean Jensen, der i sine tekster skaber en syret poetisk prosa, som også placerer sig uden for et for læseren veldefineret rum.
Denne generation stiller sig på skuldrene af den danske modernistiske tradition fra anden halvdel af det 20. århundrede. Harald Voetmanns værk er beslægtet med et forfatterskab som Preben Major Sørensens, hvis eksperimenterende kortprosaform har haft betydning for hele Voetmanns generation. Desuden har Major Sørensen ligesom Voetmann en forkærlighed for det groteske, og bornerte læsere kan godt blive forskrækkede over forfatternes fokus på de mindre yndige sider af det kropslige. Harald Voetmann dedikerer da også novellen ”Genriatricen” til Preben Major Sørensen i ”En alt andet end proper tilstand”.
Kropsligheden udvikler sig ind i mellem hos både Voetmann og Major Sørensen til decideret splatter, hvor figurerne svælger i blod og andre kropsudgydelser. Her spøger den kontroversielle franske forfatter Marquis de Sade, som i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet satte Frankrig på den anden ende med sine perverterede værker, som i samtiden (og stadig) blev anset for pornografiske, amoralske og i det hele taget uden for enhver pædagogisk rækkevidde. Det er Sade, der har lagt navn til begrebet ”sadisme”.
Men mens Marquis'en var en radikal frihedsfilosof, som satte frihedsbegreberne på spidsen, er Voetmanns indholdsmæssige projekt mere stilfærdigt: Han søger nærmere at undersøge menneskelig samhørighed, følelsesmæssig afsondrethed og menneskets mørke sider, nærmere end at skandalisere verden omkring sig.