herman bang
Foto: Scanpix

Herman Bang

cand.mag. Karina Søby Gulmann, april, 2024.
Top image group
herman bang
Foto: Scanpix

Herman Bangs forfatterskab har en særlig sensibilitet og et skarpt blik for melankolske og begivenhedsløse kvindeliv, hvor udslukte drømme om kærlighed og lykke krydret med uindfriede ambitioner tegner dybe spor i både psyke og krop - som for eksempel i romanen ”Tine” og novellerne ”Ved vejen” og ”Frøken Irene Holm”. Hans værker bærer præg af en impressionistisk, vilter og virtuos skrivestil og et naturalistisk grundsyn. I værker som ”Stuk” og ”Håbløse slægter” tegner han et fint billede af sin tid og ikke mindst af, hvordan den spejler sig i menneskene.

136749382

 

Blå bog

Født: 20. april 1857 i Asserballe på Als.

Død: 29. januar 1912 under en rejse i USA.

Uddannelse: Cand.phil., 1877.

Debut: Håbløse slægter. Forlaget Schubothe, 1880. Roman.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Stuk. Forlaget Alias, 2023. Roman. Illustreret af Jørgen Skaastrup.

Inspiration: Émile Zola, Gustave Flaubert, Honoré de Balzac, Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson.

 

Video

Skuespiller Ole Lemmeke læser uddrag af Herman Bangs essay ”Stemmerne”. Fra Teatermuseet i Hofteatrets udstilling om Herman Bang som instruktør og dramatiker i 2013. Teater og kultur, maj 2013.

Artikel type
voksne

Baggrund

”De nåede højens fod, og skridt for skridt voksede kanonernes døn. Så så de fra toppen det hærgede land, mens de stod ved siden af hinanden. De grønne agre var nedtrampede, og flokke af herreløst kvæg løb hen over markerne. Vejene lå som mørke sumpe, og de afbrændte huses sværtede mure gabede op imod dem. Bag skiven stod Rønhaves brandsøjle op som et sørgebål, der nåede himlen.”
”Tine”, Gyldendal 2012, s. 158.

”Hans ærgerrighed pinte ham, den jog ham rundt i tomme drømmerier, og når han så pludselig reves ud af dem, følte han sig åndelig bar og nøgen, hjælpeløs, urolig; han vidste ikke, hvor han skulde vende sig hen, hvor han skulde finde et mål at gå efter, hvorledes han skulde opnå noget.”
”Håbløse slægter”, Gyldendal 2007, s. 121.

Herman Joachim Bang kom til verden den 20. april 1857 i et præstehjem i Asserballe på Als som det tredje af otte børn. Da han var seks år, flyttede familien til Horsens, hvor faren blev en vellidt præst. I 1871 døde moren af tuberkulose. Det var en stor sorg for Herman Bang, der var tæt knyttet til sin mor. Heldigvis havde hun allerede lært ham at elske litteratur og ikke mindst teatret. Da faren nu var alene med otte børn, søgte han en ny stilling i landsbyen Tersløse, men da Herman Bang blev konfirmeret, brød farens psykiske sygdom for alvor ud i lys lue. Herman Bang fik nu – sammen med sin bror – friplads på Sorø Akademi, hvorfra han blev student i 1875. Samme år døde faren, og Herman Bang flyttede til København, hvor han boede hos farfaren Oluf Lundt Bang, der havde været kongelig livlæge og en af Københavns ’store’ mænd.

I 1877 bestod Herman Bang filosofikum og startede halvhjertet på statskundskab, som faren havde ønsket. Men Herman Bang var mere interesseret i teatret, så da farfaren døde samme år, satsede han alt på at blive skuespiller. Drømmen brast dog, da han dumpede sin aspirantprøve.

I 1878 begyndte han at arbejde som journalist, og året efter udkom den litteraturkritiske essaysamling ”Realisme og Realister”. I 1879 udkom dramaerne ”Hverdagskampe” og ”Du og jeg”, og året efter debuterede han som romanforfatter med ”Håbløse slægter”. Romanen blev dog vurderet for umoralsk og beslaglagt kort efter debuten, fordi den indeholdt beskrivelser af et seksuelt forhold mellem en ung mand og en ældre kvinde. Det var ikke sidste gang, Herman Bang blev vurderet for umoralsk. Forfatteren var nemlig homoseksuel, og dengang blev det betragtet som en sygdom, der skulle behandles og straffes. Kendte forfattere som Johannes V. Jensen og Georg Brandes kritiserede ham offentligt og kaldte ham blandt andet kvindagtig og usædelig, og i forbindelse med en større ’sædelighedsskandale’ og hetz mod homoseksuelle i 1906-07 flyttede han til Berlin.

Bang rejste meget i ind- og udland og turnerede som både oplæser, dramatiker og sceneinstruktør. Blandt andet havde han succes som instruktør med opsætning af Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnssons dramaer i Paris.

Han døde under en oplæsningsturne i USA i 1912 – under en togrejse fra Chicago til San Francisco.

Haabløse Slægter

”For dette menneske, der havde sat sit liv til på at ville, var der noget tillokkende i at svælge i for eksempel opgivelsen af viljens frihed: det hele blev så uendelig tragikomisk, så han rigtig kunne le ad sig selv, og det var hans yndlingsbeskæftigelse: ”le ad det hele, Don Quichote-Idéen.””
”Håbløse slægter”, Gyldendal 2007, s. 324.

Herman Bangs debutroman ”Håbløse slægter” fra 1880 fortæller historien om den fine, gamle slægt Høg og ikke mindst dens deroute. Romanen er inddelt i tre dele med respektive underkapitler. I Første Bog fortælles kort om slægtens storslåede historie, men der zoomes hurtigt ind på de to sidste generationer, Ludvig og Stella samt deres børn William, Nina og Sofie. Ludvig lider under periodisk manio-depressivitet, og da Stella får tuberkulose og siden dør, giver hun børnene ansvaret for at skjule farens lidelse.

26760631

Anden Bog følger den 16-årige Williams kostskoleliv og hans første møde med såvel lidenskab som teater. William svinger mellem at tro fuldt og fast på sit skuespillertalent og at falde ned i et dybt, angstfuldt hul. Tredje Bog skildrer Williams massive deroute og manglende evne til at tage ansvar for sit liv, som kulminerer i et selvdestruktivt erotisk forhold til den ældre grevinde Hatzfeldt. I kontrast hertil står venskabet med den ældre dandy, forfatteren Bernhard Hoff.

Selv om Herman Bang var sprudlende moderne i sin samtid, kan sproget for en nutidig læser fremstå tungt og gammeldags. Men der er stadig meget at hente i romanen. Ikke mindst i de intense beskrivelser af den unge Williams angstfulde forsøg på at definere sig selv og hans manglende evne til at tage ansvar for eget liv og indgå i forpligtende relationer. Romanen giver et fint indblik i, hvad der former William Høg både i familien og i samfundet, og det er oplagt at foretage en psykologisk analyse med fokus på William Høgs udvikling. Det kan også give mening at læse hans forhold til sine forældre samt til de to ældre kvinder med afsæt i Sigmund Freuds tanker om Ødipus-komplekset.

Ser man i stedet romanen igennem en socialhistorisk optik, springer traditionernes sammenbrud i øjnene som et centralt tema. I romanen føler William Høg, at han skal bære slægtens byrde og leve op til sine forfædres bedrifter samtidig med, at normer og konventioner er under opbrud. Først da han mod romanens afslutning kaster slægtens byrde af sig og skifter navn, kan han for alvor træde frem som sig selv og få succes på scenen i sin egen lidenskabeligt fortvivlende melankoli.