fitzgerald
Foto: The Granger Collection

F. Scott Fitzgerald

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, 2009. Blå bog og bibliografi opdateret 2020.
Top image group
fitzgerald
Foto: The Granger Collection

F. Scott Fitzgerald og hustruen Zelda var tyvernes litterære svar på Bonnie og Clyde, et par unge, romantiske fribyttere på evig jagt efter den næste fest, den næste adspredelse, hele tiden med på noderne, altid i medierne, ofte skandaløse. Skrevet på moralske tømmermænd, dekadent forfinelse, psykologisk indsigt, eksistentiel desperation, stemningsmættet sanselighed og en aldrig svigtende generationsbevidsthed var Fitzgeralds romaner og noveller med til at definere og banderolere den tid, han blomstrede i,  jazztiden, og den tid som fulgte, trediverne, med depression og nedgang og det berømte og berygtede forfatterpars opløsning i druk og sindssyge.

 

47769256

Blå bog

Født: Den 24. september 1896 i St. Paul, Minnesota, USA.

Død: Den 21. december 1940 i Hollywood.

Uddannelse: 1913-1917 ikke færdiggjorte studier ved Princeton University. 1917 sekundløjtnant ved infanteriet, Fort Leavenworth, Kansas.

Debut: This Side of Paradise, 1920.

Seneste udgivelse: Den store Gatsby. Gyldendal, 2020. (The great Gatsby, 1925). Oversat af Jørgen Nielsen. Roman.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Efter huset skulle vi have set parken og svømmebassinet og hydroplanet og midsommerblomsterne – men uden for Gatsbys vindue begyndte det at regne igen, så vi stod på række og kiggede på sundets krusede flade. “Hvis det ikke var for tågen, kunne vi se dit hus på den anden side af bugten”, sagde Gatsby.

“Den store Gatsby”, s. 100.

Francis Scott Key Fitzgerald – kendt som F. Scott Fitzgerald – var en af et kuld unge, talentfulde forfattere fra Midtvesten med et horn i siden på ensretningen i tyvernes USA. En del af det blev sat på begreb af nobelprismodtageren Sinclair Lewis med romanen “Main Street”: Det var de samme forretninger med de samme varer, ens biler og huse og jernbanestationer, unge mænd i konfektionshabitter og aviser med de samme syndikerede artikler. Modsvaret, fest og udsvævelser til tidens toner, gav perioden sit navn: Jazztiden. En anden betegnelse, som både indfanger festen og det økonomiske boom, der følger Main Streets fremvækst, er ‘The roaring twenties’ – ‘De brølende tyvere.’

F. Scott Fitzgeralds drøm om udfrielse i et længere perspektiv end den næste fest lå hos overklassen og den frigjorte og nydelsessyge kvindetype, som i perioden blev kendt som ‘flappers’. Han voksede op i den fattige ende af de bedre kredse i St. Paul, Missouri med en tidlig interesse for at skrive. Som syttenårig kom han ind på det ansete Princeton University. Han klarede sig dårligt fagligt, men brillerede som medforfatter på universitets årlige musical-show. Hans to bedste venner blev siden hen et par af landets førende litterater, den ene som forfatter (John Pale Bishop) og den anden som kritiker (Edmund Wilson).

I 1917 var USA på vej ind i Første Verdenskrig. Fitzgerald forlod universitetet og meldte sig til hæren. Under sin uddannelse til løjtnant mødte han den fire år yngre Zelda Sayre til et bal. Hun var indbegrebet af en flapper, selvbevidst, socialt bevidst, stærk, umoden og nydelsessyg. Hun var vild med den smukke løjtnant, men loren ved hans forfatterambitioner. Fitzgerald gjorde hendes tvivl til skamme med collegeromanen “This Side of Paradise”, der udkom i 1920. Den var, hvad J.D. Salingers “Griberen i rugen” (tidligere oversat som:Forbandede ungdom) skulle blive for halvtredserne og Bret Easton Ellis’ “Under nul” for firserne, en provokation og en øjenåbner. Fitzgerald modtog enorm opmærksomhed og enorme honorarer – hvorefter de blev gift. Zelda var nitten. Scott treogtyve. Det var forbudstider. Alkohol var forbudt og derfor et attraktivt symbol på hele den utilpassethed, som jazztidens festaber følte ved Main Street. Zelda og Scott konsumerede den i store mængder. De flyttede til New York, til Manhattan, festede, boede på dyre hoteller, kørte gennem byen på taget af taxier, strippede, badede i springvand og sloges med politibetjente.

I 1921 blev Zelda gravid. Parret besluttede at rejse til Europa og efter små seks måneder var de tilbage igen. Zelda fik en datter og fortsatte nomadetilværelsen med en vedholdende flakken mellem USA og Europa. Som så mange andre litterære beduiner i den periode kom de i salonerne hos den excentriske forfatter Gertrude Stein i Paris. Hun kaldte dem ‘The Lost Generation’ med særlig tanke på Ernest Hemingway, som gjorde begrebet til sit i romanen “The Sun Also Rises” fra 1926.

Ægteskabet var stormfuldt. Zelda havde en affære med en fransk pilot, hun beskyldte Fitzgerald for at ville i seng med Hemingway og ikke have, hvad der skulle til for at tilfredsstille en kvinde (han viste den til Hemingway, som forsikrede ham om, at han ikke havde noget at skamme sig over). Zelda besluttede sig for at blive professionel balletdanser, hun ville også være maler og forfatter. Hun kom i tvivl, om hun muligvis var lesbisk.

Mod slutningen af tiåret ramte depressionen, Wall Street krakkede, og arbejdsløsheden eksploderer. Fitzgerald befandt sig på en glidebane af druk, svigtende salg og vigende indtægter. Zelda gik fra sprudlende og farverig til klinisk tosset og en tilværelse ind og ud af sindssygehospitaler.

Hun omkom i en brand på det sidste af dem i 1948. På det tidspunkt havde Fitzgerald været død i otte år. Han blev ramt af et hjerteslag den 21. december 1940. Han så kun Zelda få gange de sidste år af sit liv. Men han vedblev at være gift med hende, og de blev begravet ved siden af hinanden på en kirkegård i Maryland.

En stor del af ægteparret Fitzgeralds indtægter kom fra F. Scotts noveller. Han skrev 178 i alt. De fleste af dem udkom i blade og magasiner. Nogle af dem er små perler som “1. maj”, “Gensyn med Babylon” og “En forfatters eftermiddag”. Andre er bare små. Selv anså Fitzgerald dem for luderarbejde tilpasset redaktørernes ønsker og bladenes profiler, ikke egne litterære ambitioner, og han skrev dem tilsyneladende udelukkende for at få Beluga-kaviar til sine blinis og tid til at lave sine romaner. Men de bærer alle sammen det, han kalder sit stempel, at tage et eller andet tungt – alle hans hovedpersoner tager et eller andet tungt, som regel pekuniære problemer eller ungdommen og skønhedens flygtighed – og “Historier fra jazztiden” og “En forfatters eftermiddag” – for at nævne et par af de samlinger, der er udkommet på dansk – udgør glimrende indfaldsvinkler til forfatterskabet. Ved siden af noveller og romanerne arbejdede Fitzgerald i længere perioder som manuskriptforfatter i Los Angeles. Men filmarbejdet blev aldrig nogen succes.

De smukke og fortabte

“Da hun opfangede Anthony og Glorias drilske blikke, besvarede hun dem kun med et svagt smil og halvt lukkede øjne, for at vise at musikken der trængte ind i hendes sjæl, havde hensat hende i en ekstatisk og yderst forførende trance.
Musikken sluttede, og de vendte tilbage til deres bord, hvis enlige, men ophøjede gæst rejste sig og sendte hver af dem et smil så indsmigrende at det var som om han trykkede dem i hånden og lykønskede dem med en strålende indsats.
“Blockhead vil aldrig danse! Jeg tror han har træben,” bemærkede Gloria til hele bordet. Det gav et sæt i de tre unge mænd, og den omtalte herre krympede sig kendeligt.”
“De smukke og fortabte”, s. 99.

Egentlig venter hovedpersonen i F. Scott Fitzgeralds anden roman “The Beautiful and Damned” fra 1922 (“De smukke og fortabte”, 2007) vel bare på, at hans hovedrige farfar dør, så han kan arve hans fyrre millioner dollars. Anthonys forældre er for længst døde. Han har gået på Harvard, henslæbt tre år i Rom og bor nu i en behagelig lejlighed på 52. gade i New York, har en engelsk tjener, overvejer at skrive en bog om renæssancetidens paver, hænger ud med sine venner, dovner, keder sig og kysser lidt med en veninde. Han har taget ironien på sig som attitude og flirter med meningsløsheden som undskyldning for intet at lave.

“I 1913, da Anthony Patch var femogtyve år, var der allerede gået to år siden ironien, den nyere tids Helligånd, i hvert fald teoretisk var kommet over ham.”, lyder det i romanens første sætning og lidt længere fremme: “Hvis jeg inderst inde er svag, har jeg brug for arbejde, brug for arbejde, tænkte han. Det bekymrede ham at tænke at han, alt i alt, var en overfladisk middelmådighed uden hverken Maurys værdighed eller Dicks begejstring. Det virkede som en tragedie ingenting at ønske – og dog ønskede han noget, noget. Han vidste i glimt hvad det var – en vej fuld af håb der kunne lede ham frem mod det han opfattede som en truende og ildevarslende alderdom.” (side 58).

29890692

En dag møder han den unge, privilegerede skønhed fra Midtvesten – Gloria – og forelsker sig. Hun trækker ham lidt rundt i manegen, inden hun endelig overgiver sig til hans udmærkede udseende og lyse økonomiske fremtidsudsigter. De bliver gift, rejser rundt i USA på bryllupsrejse, opdager gode og dårlige sider af hinanden og slår sig ned i en lejet villa i Connecticut. Anthony har en ide om, at han skal prøve sig af som forfatter, men det meste af tiden går med at drikke og feste. Om vinteren flytter de ind til New York. De har svært ved at få pengene til at slå til. Alligevel lejer de huset i Connecticut en gang til og tilbringer en ny sommer med at drikke og feste. Anthonys affældige farfar dukker uanmeldt op under en vild selskabsleg, og så er katastrofen en realitet. Den gamle Adam Patch er puritaner og afholdsmand og går igen uden et ord. Han dør kort efter og efterlader sine 40 millioner dollars til godgørende formål. Anthony indleder en retssag for at få testamentet omstødt. Det trækker ud i årevis. Hans penge begynder at slippe op. De flytter til dårligere og dårligere lejligheder. Han bliver mere og mere opløst i druk. Da han vinder retssagen og får sine penge, er han i realiteten en bums. Han og Gloria rejser med båd til Europa. Ud fra sladderen på dækket forstår vi, at han har mistet sin forstand, og at hun virker “uren”, selv om hun er i en dyr zobelpels. Ironien er til at tage at føle på. I løbet af bogens godt firehundrede sider har de to narcissuser kigget i flere spejle, end der var på en firsercafe. Anthony, som havde lagt sig efter tidens nye Helligånd, ironien, er blevet offer for skæbnens ironi. Man kan høre vanviddet synge i hans afsluttende betragtninger: “Kun få måneder tidligere havde folk indtrængende opfordret ham til at opgive kampen og bøje sig for middelmådigheden, at gå på arbejde. Men han havde vidst at han havde haft ret i sin levevis – og han havde stålsat holdt fast ved den.” (side 425).