Klaus Rifbjerg

Klaus Rifbjerg har udgivet langt over 100 bøger, hvortil kommer film-, radio- og tv-manuskripter til diverse spil, som ikke alle er trykt. Han er ophavsmand til en af de mest læste og optrykte romaner i vor tid, Den kroniske uskyld (1958): historien om en ungdommelig trekant og dens fortrængte seksualitet. Titlen, som er blevet et bevinget ord, hentyder til den uskyld, der bliver livsfarlig ved at forlænges kunstigt. Den dramatisk-realistiske handling har flertydige dimensioner, der giver romanen mytens og eventyrets perspektiver.

Uanset om Rifbjergs værker læses meget eller lidt, vækker de altid opsigt, giver anledning til følelsesmæssige kommentarer og debat, tit til højst modstridende anmeldelser. Det gælder ikke mindst hans satiriske bøger, som aldrig lægger fingrene imellem, hvor det drejer sig om at navngive menings- og holdningsmodstandere, fx i romanen Marts 1970 (1970), hvor mange er nævnt ved eget navn. Endvidere i pamfletten mod sensationspressen: Du skal ikke være ked af det, Amalia (1974), i burlesken Det ville glæde (1989), en regulær nøgleroman om mediepampere, og i det lange essay Karakterbogen (1992), hvor han gør op med højrefløjens nemme triumferen over udviklingen i samtiden.

Satiren er en vigtig side af hans aktiviteter i offentligheden, og den har provokeret mange, da hans placering i systemet har været ganske magtfuld som journalist og kritiker ved bl.a. Information og Politiken, som redaktør sammen med Villy Sørensen af tidsskriftet Vindrosen i modernismens gennembrudsperiode 1959-63, som konsulent og i en syvårsperiode fra 1984 som litterær direktør for Gyldendal.

Store Klaus er blevet et begreb, som af let forståelige grunde er omgivet af hengivenhed og irritation. Hans sproglige udtrykskraft er fornyende i både polemik og poesi. Hvad angår det sidste, hans lyrik, er respekten for hans værk entydig og højlydt.

Fra debuten med Under vejr med mig selv (1956), der genindførte humoren og selvironien i dansk poesi efter mange års alvorsfulde toner, og videre frem. Han har stadig vedligeholdt og fornyet klangen af intimitet i dansk sprog, altid med en uforvekslelig rifbjergsk selvinvestering i udtrykket.

Digtsamlingen Konfrontation (1960) og den lyriske erindringssuite Camouflage (1961) blev banebrydende for den poetiske modernisme. De er begge en række billedstærke møder med den indre og ydre virkelighed, studier i en verden uden anden sammenhæng end den, jeg´et kan etablere gennem sansning og erindring.

På forskellig måde er alle Rifbjergs digte sådanne konfrontationer, hvor vanernes slør er taget fra øjnene. Og alle digtbøgerne er komponeret over en bestemt tematisk ide. De signalerer ret tydeligt stadierne i forfatterskabet som helhed og kan i øvrigt ses som pejlemærker for tidsånden. Camouflage blev efterfulgt af Voliere (1962), et poetisk fugleatlas, blandede stemmer og portrætter, yndefulde indfald og udfald. I Portræt (1963) forsøgtes så en mere samlet tegning af et ansigt i tiden, som også er kærlighedens, medmenneskets og frem for alt kvindens ansigt. Billede og modbilledet i ét. Bogen ligner en afrunding af det, den lyriske erkendelse dengang kunne give med sit særlige billedsprog.

29110050

Lyrikken er på en måde springbræt for rejser ind i andre genrer, fx ind i dramatikken, med de tidlige skuespil Udviklinger (1965) og Hvad en mand har brug for (1966). Man har brug for at finde sig selv, ikke i rolig udvikling, men i spring, i glimt, gennem omrids, i ansats til udviklinger. Samtidig kom den skelsættende digtsamling Amagerdigte (1965). Med en ny frapperende enkelhed beskrives her scener fra barndommen i forfatterens hjemstavn. Et familiealbum fra et liv set gennem en hinde af vemod, men også opstrammet saglighed. Livet på fælleden, i stuerne, i skolen, på villavejene afbildes med topografisk og biografisk nøjagtighed. Hvad sker der i kvarteret? hedder et digt, og samme titel har en af de senere romaner (1983), der henter stof fra denne barndoms fantastiske lilleverden under besættelsen. En grinagtig, satirisk roman, bl.a. med en fuldstændig uventet synsvinkel: fosteret i mors mave.

Amagerdigte blev hurtigt forbillede for andre skribenter og forløber for den privatiserende intimdigtning i 70´erne. Fædrelandssange (1967) var en indtagende udvidelse af Amagerdigte, Scener fra det daglige liv (1973) var en ny markering af den interesse for det nære, sociale rum, der da dominerede i litteraturen. En verden i ny krise kan måske aflæses på det psykiske plan i 25 desperate digte (1974), men Rifbjergs overdådige produktionsevne led intet knæk. Romaner, noveller, radiospillet De beskedne (1975-76) med et eminent tidsbillede af 50´ernes borgerlige verden, digtsamlingen Stranden , dukkede op de følgende år frem til Livsfrisen (1979), en stor samling digte der indvarslede en ny bølge af modernisme i den yngste lyrik. En rig bog med billeder af verden nær og fjern, en varm, men også drilagtig frise af fixerbilleder med en satyr, et andet jeg, som iagttager.

I Spansk motiv (1981) og Landet Atlantis (1982) har Rifbjerg fortsat denne modne lyriske stil med rejseindtryk som motiv og ramme. Stadig forekommer opbrud i sproglige manøvrer som i den grotesk fabulerende digtsamling Byens lys (1984) i modsætning til de mere meditative Septembersang (1985) og Bjerget i himlen (1991).