alice zeniter
Foto: Forlaget Etcetera

Alice Zeniter

cand.mag. Selma Rosenfeldt-Olsen, Bureauet, august 2019.
Top image group
alice zeniter
Foto: Forlaget Etcetera

Indledning
Kun 16 år gammel debuterede franske Alice Zeniter med sin første roman, og siden da har hun skrevet yderligere fire, som alle har vundet priser og ros fra kritikere og læsere. Hendes seneste roman ”Kunsten at miste” fra 2017 er, med sine mere end 400.000 solgte eksemplarer i Frankrig alene, en regulær bestseller. Romanen følger en algerisk familie gennem tre generationer. Handlingen er inspireret af Zeniters egen familiehistorie med en far fra Algeriet, som blev nødt til at flygte i kølvandet på Uafhængighedskrigen i 1962, og beskæftiger sig med politiske temaer som integration og immigration.

46756932

Blå bog
Født: 7. september 1986, Clamart, Frankrig.

Uddannelse: Studerede til dramaturg og teaterinstruktør ved Universite École normale supérieure i Paris, 2006-2011.

Debut: Deux moins un égal zéro, 2003.

Litteraturpriser: Goncourt-ungdomsprisen, 2017. Renaudot-ungdomsprisen, 2017. Le Mondes litteraturpris, 2017.

Seneste udgivelse: Kunsten at miste. Forlaget Etcetera, 2019. (L’art de perdre, 2017). Oversat af Mette Olesen.
Inspiration: Géva Caban, Elizabeth Bishop.

 

 

 

 

Alice Zeniter præsenterer ”Kunsten at miste”

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Nå … men problemet var, at det ret hurtigt gik op for os, at uafhængighed ikke er alt. Hvem var det – Shakespeare, måske? – der sagde, at magt aldrig er uskyldig. Hvorfor bliver vi ved med at drømme om, at vi kan blive regeret af gode mennesker? Dem, der ønsker sig magten stærkt nok til, at de opnår den, det er mennesker med uhyggeligt store egoer og overdimensionerede ambitioner, det er altid potentielle tyranner. Ellers ville de ikke ønske sig den plads.”

”Kunsten at miste”, s. 392.

Alice Zeniter (f. 1986) voksede op i Normandiet med en fransk mor og en algerisk far. Som helt lille flyttede hun med familien fra Paris, hvor hun er født, og ud i et stort hus på landet i Normandiet. Hun siger selv, at det var skovens træer, der gav hende lyst til at fortælle historier. Som syvårig omskrev hun slutningen på en roman, hun ikke var tilfreds med. Som 10-årig mødte hun forfatteren Géva Caban, der for alvor gav hende mod på at skrive. Zeniter debuterede purung kun 16 år gammel i 2003 med romanen ”Deux moins un égal zéro”. Sideløbende med sin forfatterkarriere studerede hun til dramaturg og teaterinstruktør ved eliteuniversitetet École normale supérieure i Paris. Herefter flyttede hun nogle år til Budapest, hvor hun blandt andet underviste ungarske børn i fransk.

I 2011 besøgte hun første gang Algeriet, hvor hendes far stammer fra. Faren var på mange måder et eksempel på en succesfuld integration. Dette begyndte at interessere Zeniter, for hvad er omkostningerne ved at blive en del af et nyt land? Hvilken pris må man betale for at lade sig integrere? Tankerne resulterede i udarbejdningen af hendes femte roman ”Kunsten at miste”; et forsøg på at fortælle, hvis ikke farens historie – romanen er jo fiktion – så en historie der minder meget om farens. ”Kunsten at miste” blev Zeniters store gennembrud og solgte mere end 400.000 eksemplarer i Frankrig alene. Herudover blev den oversat til flere sprog, blandt andet dansk i 2019 (af Mette Olesen).

Når det er sagt, vandt de fire foregående romaner ingen ringe hyldest. I alt har Zeniter vundet sytten litterære priser i løbet af sin unge og relativt korte karriere som forfatter. Medregner man hendes uddannelse på eliteuniversitetet og at hun har undervist på Sorbonne, er det intet under, at Zeniter i manges øjne er lig med ren succes. Således foreslår journalisten fra det franske nyhedsmagasin ”28’ Samedi” i et interview med Zeniter om ”Kunsten at miste” med glimt i øjet, at overskriften for Zeniters eget liv burde være ”Kunsten at vinde.”

Kunsten at miste

”Det er derfor, at denne del af historien, for såvel Naïma som for mig, minder om en række lidt gammeldags billeder (oliepressen, et æsel, bjergtoppen, en burnus, olivenplantagen, floden, de hvide huse, der hænger som flåter på bjergsiden mellem sten og cedertræer) krydret med ordsprog. Billeder og ord, der nu og da dukker op som en slags samlemærker fra Algeriet spredt ud hist og pist i en gammel mands tale, når han en sjælden gang siger noget, (…)”


”Kunsten at miste”, s. 20.

Titlen på Alice Zeniters femte roman ”L’Art de perdre” fra 2017 (”Kunsten at miste”, 2019) er inspireret af et digt af den amerikanske digter Elizabeth Bishop, men selve historien er inspireret af Zeniters egen familiehistorie med en algerisk far, som flygtede fra sit hjemland i kølvandet på Algeriets selvstændighedskrig (1954-1962). Romanen tematiserer identitet, immigration, integration og følelsen af at høre til. Vi følger en algerisk familie gennem tre generationer svarende til bogens tre dele.

I første del er det Ali, familiepatriark og olivendyrker på en bjergkam nær Palestro (i dag Lakhdaria) i det nordlige Algeriet. Algeriet er stadig en fransk koloni, og Ali er på god fod med den franske overmagt. Men urolighederne ulmer, og snart bryder selvstændighedskrigen ud. Ali må flygte ud ad landet med sin kone og to børn. De ankommer til Frankrig og kastes rundt til forskellige lejre, indtil de ender i et socialt boligbyggeri i Flers.

I bogens andel del følger vi Alis ældste søn Hamid. Han knokler for at lære fransk, og på ét år indhenter han det, han er bagud i skolen. På mange måder er han et pragteksemplar udi integration. Prisen er, at han fjerner sig fra forældrene og deres historie. Arabisk bliver fremmed for ham, og han holder op med at fejre ramadanen. Han får franske venner. I sommeren 72 tager han til Paris og forelsker sig hovedkulds i byen – og i Clarisse, som han møder til en fest.
Parret får fire børn, hvoraf nummer tre hedder Naïma. Det er hende, vi følger i bogens tredje del. Men faktisk følger vi hende hele tiden. Det er et særligt greb Zeniter benytter sig af; hun skaber en distance mellem sig selv, dvs. sin egen biografi, og handlingen i romanen ved at indsætte karakteren Naïma, som den der reflekterer over og aktivt undersøger sin fars og Algeriets historie. Naïma arbejder i et galleri i Paris. I 2015 får hun til opgave at opsøge værker af en algerisk kunstner. For at gøre det må hun til Algeriet, som hun ingenting ved om. Hendes far har aldrig villet fortælle. Det sender hende og herved læseren ud på familiens rejse. Samtidig har værket en jeg-fortæller, som reflekterer over det, Naïma foretager sig. Er dette ’jeg’ Zeniter? Tæt på, men ikke helt. Som
Zeniter siger i et interview til det franske blad Libération: ”Jeg er forfatteren, jeg er marionetmesteren…” (Claire Devarrieux: Entretien avec Alice Zeniter: «Enfant, j’ignorais pourquoi on n’allait pas en Algérie». Libération, 2017-09-01. Egen oversættelse).