Lone Hørslev

Lone Hørslev blev født den 29. november 1974 i Køge, men er vokset op i Mejdal uden for Holstebro, hvor en af hendes store ungdomsinteresser var at male. Som hun siger: ”Jeg troede jeg var kunstmaler, også fordi jeg var god til det.” (Karen Syberg: “Jeg ville helst skrive hele tiden’. Dagbladet Information, 2006-10-05). Men på et tidspunkt mente hun, at det at male blev for besværligt, omstændeligt og desuden for dyrt, og derfor begyndte hun at skrive. 

Hørslev skulle dog igennem et længere uddannelsesforløb, førend hun for alvor kunne hellige sig det skrevne ord.

I 1994 afsluttede hun en matematisk studentereksamen fra Holstebro Gymnasium, og to år senere påbegyndte hun læreruddannelsen på Nørre Nissum Seminarium, hvor hun tog det første år på uddannelsen. Året efter gik turen til Aalborg, hvor hun startede på Humanistisk Informatik. Heller ikke det forekom at være det rigtige valg for Hørslev, så derfra gik turen videre til RUC, hvorfra hun blev bachelor i Dansk litteratur i 2001.

Dette år skulle vise sig at blive et godt år for Hørslev. Hun blev således både optaget på Forfatterskolen og fik antaget en digtsamling hos forlaget Gyldendal. Digtsamlingen “Tak” udkom samme år. To år senere blev hun uddannet fra Forfatterskolen og sendte i samme ombæring sin anden digtsamling på gaden, nemlig “Ærgerligt, ærgerligt”. Siden da er det blevet til endnu seks seks digtsamlinger, fire romaner og en novellesamling.

Hørslev elsker at kaste sig ud på ukendt grund, og i 2007 fødte hun sammen med sanger og sangskriver Mads Mouritz det musikalske projekt Mouritz/Hørslev, som har tre plader på samvittigheden. Endvidere går gik hun og Solveig Sandnes under aliaset Er de Sjældne, som i 2009 udsendte pladen “Lyserød lyseblå beige”, der i 2014 blev fulgt op af albummet “Olé Olé”. Lone Hørslevs seneste musiklyrik-projekt, Uhørt, er skabt i samarbejde med komponist Jesper Mechlenburg. 

Privat er Lone Hørslev er mor til et tvillingepar og i 2009 fraskilt fra pigernes far, forfatteren Martin Glaz Serup. Bruddet tematiserer hun i digtsamlingen “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”. Også digtsamlingen “La'os” handler om at finde fodfæste efter skilsmisse.

“Tak” er den korte titel på Lone Hørslevs debutdigtsamling fra 2001. Det er en lille sag på en halvtreds sider inddelt i fem dele. Samlingens første del tematiserer det at blive forladt.

Den indledes med en henvisning til musikeren Nikolaj Nørlund, som på pladen “Nye optagelser” fra 1997 synger: “Vil du mig mere så rids det ind i din pande. De ord der forsvinder er dem der aldrig var sande”. Hos Hørslev hedder det: “Nu hvor du har sat dig/dit fugtige tegn/i min pande/Så forlader du mig snart”. I modsætning til Nørlunds efterspørgsel af, at du’et skal ridse sin kærlighed i sin egen pande, så har du’et hos Hørslev ridset sig ind i jeg’ets pande. Og nu, hvor du’et har sat sig et fugtigt spor, kan du’et lige så godt drible videre og forlade. Digtet fortsætter: “Jeg ved det/– og vandet vil løbe mig i øjnene”. Jeg’et vil altså blive ked af det, og dog er det som om, jeg’et betragter det hele med en skuespillerens iscenesatte (eller en digters metaforiske) distance.

I anden del er det den manglende evne til at gribe sig selv, der tematiseres. Som i det indledende digt, hvor jeg’et vågner med kaktus på tungen. Det hedder: “Tilfældige forbipasserende her/ved kirken/må samle mig op/TAK hvisker jeg så og nikker inden/jeg falder igen”.

28915128

Digtene er fulde af skæve rytmer og bevægelser frem og tilbage. Mellem kærlighed og afsavn. Mellem liv og død. Mellem by og land. Mellem drøm og vågen tilstand. Mellem barndom og voksendom. Mellem poesi og hverdag, som når “Hvert eneste snefnug som er sit eget/univers ligesom hvert eneste ord –” afløses af linjen “Kald det Kærlighed”, der trækker på en sang af Lars Lilholt.

Og titlen “Tak”? Den kan dels forstås negativt som et tak for den erfaring, kærligheden har givet jeg’et, og som gør, at det i digtene forholder sig distanceret til sit følelsesliv og sine omgivelser. Og dels kan den forstås positivt som en tak for alle de erfaringer, jeg’et har gjort sig, både de positive og de negative, som en reminder om, at det er erfaringerne, der gør mennesket klogere og livet rigere.